GLA:D® Hofte/Knæ er træning, rådgivning og uddannelse til borgere med knæ-og hofteartrose. Studier viser at træning og uddannelse har tre gange så god effekt som smertestillende medicin som fx Panodil og Ipren og for mange kan operation udsættes eller helt undgås. Du skal være opmærksom på, at har du haft en ledbåndsskade eller en brusk- eller meniskskade, så øges risikoen for artrose væsentligt.Vores GLA:D® træning foregår som et 8 ugers holdtræningstilbud med 2 gange træning om ugen på et formiddags- eller eftermiddagshold.
De første 2 gange bliver du grundig undersøgt og instrueret i dine træningsøvelser. Du kan træne derhjemme selv, men for atfå den bedste effekt - og hvis du har svær artrose - skal du konsultere dette med en fysioterapeut, der er uddannet i GLA:D®. Ved tilmelding skal du samtidig udfylde et spørgeskema ved opstart, efter 3mdr. og efter 9mdr. Herudover får du 2 gange med teoretisk uddannelse på hold, så hele pakken udgør 9 uger.
Træning af slidgigt i hofte/knæ er baseret på principperne for neuromuskulær træning (også kaldet NEMEX-træning). NEMEX træning er først og fremmest bevidsthed om din ledposition i forhold til hinanden. Hvis du har artrose/slidgigt i hofte- og eller knæled, er det afgørende, at dine led belastes i et neutralt mønster – dvs. at hofte, knæ og fod ligger langs samme lodrette linje. Har du tendens til at være hjulbenet eller kalveknæet, kræver det ekstra koncentration i begyndelsen.
Øvelserne er testet på mennesker med forskellige grader af artrose/slidgigt, herunder patienter som skal have/har fået indopereret kunstige led. Det har vist sig at ca. 90% af deltagerne får mindsket deres smerter, forøget deres funktionsniveau samt flere undgår eller udskyder operation. Det har også vist sig at uddannelse af patienter er meget vigtig for at forstå og håndtere sin problematik.
I GLA:D® Hofte/Knæ er der i løbet af trænings perioden derfor indlagt 2 x 1 1/2 times teoretisk holdundervisning med fokus på patientuddannelse. Ved forundersøgelsen testes du i to forskellige funktionelle øvelser inden opstart, og du re-testes efter endt forløb. Her evaluerer vi sammen forløbet og lægger en plan for fremtiden.